Dagsværker

30/10/14

Ting jeg vil gøre idag:
Drikke kaffe
Se en film
Tænke over livet
Handle ind
Læse en bog
Tænke på piger

Ting jeg ikke vil gøre idag:
Finde meningen med livet
Knalde
Forsøge at gøre noget vildt
Rejse

Ting jeg godt kan lide at lave
se film
Læse en bog
Drikke kaffe
Se på solopgange
Drikke morgenkaffe og se på solopgange
Tænke
Gå
Grine
Finde sammenhæng
Tænke rare tænker
Mærke jordforbindelse
Bage
Krydre mit mad med salt
Drikke øl
Drikke 2 øl
Være produktiv med min tid
Lave lister
Ringe til folk
Skrive breve
Skrive digte
Høre til musik

Prioriteringsliste

Lørdagsfesten har brutalt lagt os i søndagens kuvøse af askebægere og stive bagtanker
Skraldet er taget ud, og alkoholsrester samlet til en heksebryg af dårlig mundsmag og tømmermandsbanken på hjernebarken.

1. Lav en liste
2. Lav en realistisk liste for resten af dagen, over hvad der kan overkommes

1. brygge kaffe
2. drikke kaffen og bruge den sidste mælk
3. rydde op
4. lytte til regn mod halvtag på terrassen
5. male på en gammel skål
6. male videre på noget andet
7. lave noget til bloggen
8. tænke over ting. at det nok går
9. høre musik på youtube
10. skrive til venner som man ikke har snakket med i lang tid, fx flere uger
11. læse nogle digte og så tænke at det er dårligt eller godt. For så at læse nogle flere eller bare helt holde op med det og så lave noget andet der er måske lidt mere produktivt som fx at støvsuge eller sortere ens tøj
12. ikke noget
13. er et uheldigt tal så jeg tror vi tager en til
14. sove tidligt uden at det er for tidligt - men det er jo det gode ved efteråret - selvom man går i seng kl. 9 er det mega mørkt udenfor ens vindue.

Grave of The Fireflies (1988)

Ækel æstetisk armod 

Grave of The Fireflies eller "Hotaru no haka" er en japansk animationsfilm der skildrer Anden Verdenskrig fra to unge japaneres synsvinkel. I filmen, ser vi en storebror og lillesøsters sammenhold der i deres forældres fravær, til stadighed forsøger at fastholde et hjem og leve et liv i tryg uvidenhed - dette bliver dog afbrudt af luftsirener og rationering.

For samtidigt er filmen også en stærk skildring af det Japanske Riges totale sammenbrud under de blokader og bombetogter, som amerikanerne iværksætter i forsøget på at knække den japanske kampånd. Udover at være en meget flot æstetisk udlægning af det krigshærgede Japan, spejler filmens plot om søstrenes kamp for overlevelse det japanske samfunds kollaps - de idealer og tankemønstre der har været med til at fastholde Japans sammenhold og kampvilje bryder sammen under vægten af bomber såvel som sult.

På samme måde, er deres naivitet i pengemæssige forhold meget problematiske - og de mangler, fordi de netop kun er børn, evnen til at kunne tænke langsigtet og rationelt. Og derfor bliver de langsomt men sikkert ofre for krigens eftervirkninger.  

Og i et samfund hvor ressourcerne er knappe og næstekærligheden skorter, bliver de efterladt og overladt. Ofrene for krig er de fleste og de svageste. Dette gør filmen til, i mine øjne, en ret atypisk japansk animationsfilm da dens udgangspunkt i meget høj grad er social realistisme. Den viser de forhold og begivenheder der, uden at afsløre for meget, får store konsekvenser for de medvirkende. At overmenneskelige strukturer kan kollapse og derved også knække de mennesker der lever under dem - også selv om man giver alt hvad man har som menneske. Krigens "magt" eller vores magtesløshed overfor livet eksemplificeres i høj grad i filmen.  

Dertil må det også tilføjes at filmen ud fra et vestligt synspunkt er frisk fra hanen fordi den beskuer civile menneskers forhold under 2. Verdenskrig fra en ikke-europæisk eller amerikansk vinkel. Dette er selvfølgelig fordi den er japansk produceret, men det ændrer ikke på det forhold, at den åbner øjnene op for de eksplicit implicitte mængder af familier, lande og konsekvenser som enhver krig eller større kamphandling har.

Når jeg nu et, et stykke tid, har penslet med de mørke og dystre penselsstrøg, er det på tide at rense penslen, og så tilføje de store kvaliteter som filmen også byder på i dets tegnestil og udtryk. Tit ser vi forhutlede mennesker, grædende kvinder og børn, og krigens ansigt der fra alle dets folder af brændte hudlag og huller efter granatsplinter bløder meningsløshedens meta-lag. Men alligevel, er det serveret"indbydende" med passende farver, stærk symbolik, et fokus på detaljen. Og alt sammen akkompagneret med bølgende tematisk musik fra tid til anden.

Og ofte er det tydeliggjort at baggrunden ikke er andet end en baggrund - der behøves ingen uldmen i baggrunden eller hvirvlen fra røgskyer - lidt som om filmen vil fortælle os at krig er umulig at beskrive medmindre man selv har prøvet det. Det handler ikke om netop DET offer eller netop DENNE lemlæstede menneskekrop. Filmen arbejder nemlig mere scenisk og forsøger at påvirke sin tilskuer igennem et simpelt men derved også langt stærkere billedsprog. At den i billede og fortælling opgiver at male et fuldkomment portræt eller  "sandheden"´, og istedet arbejder partikulært igennem eksempler giver den postmoderne træk; den arbejder ikke med én virkelighed. Istedet viser og udvælger den selvbevidst en repræsentation af en narrativ historisk virkelighed. 

Eftersom både historiens tempo og udlægningen af angrebenes ækelheder er langsommere, tror jeg at man som beskuer er efterladt med få men stærkere indtryk. Totalkrig imod vores sanseapparater skaber mere kaos end forståelse eller erkendelse når det kommer til film. Dette er i hvert fald tilfældet med "Grave of The Fireflies".

http://www.imdb.com/title/tt0095327/?ref_=nv_sr_1